Gutenberg truer børns trivsel: Bekymret magister vil begrænse bogforbrug 4.76/5 (21)

The Elisha Whittelsey Collection

Siden Gutenberg begyndte at masseproducere bøger, er børns læsetid eksploderet. Det har nået et skadeligt niveau, mener anerkendt magister. Han vil reducere børns læsetid markant.

– Se dem. De ligner små viljeløse spøgelser, som de sidder der. De er komplet apatiske, fanget af bøgernes trolddom, og de ænser slet ikke deres omverden.

Sådan siger magister Bartholomæus Krabbe om en lille gruppe poger, der sidder bøjet over tykke læderindbundne bøger i latinskolens læsesal. De er dybt optaget  af bøgernes forunderlige verden.

Så klapper magister Krabbe hårdt i hænderne, mens han stamper i gulvet og galer højlydt som en hane. En enkelt dreng løfter blikket et kort øjeblik og genoptager hurtigt derefter læsningen.

– Der kan du se. De er fuldstændig afhængige af deres bøger, siger magisteren til Satyrens udsendte.

– De sidder inde hele dagen i stedet for at være uden for, give hinanden buksevand og blodtud, baldre ruder og smugdrikke rhinskvin, som alle opvakte drenge gjorde, da jeg var dreng, tilføjer han.

Han fortæller, at bogafhængigheden blandt børn og unge er steget voldsomt, siden tyske Johann Gutenberg opfandt bogtrykkerkunsten. Før da var det at læse forbeholdt de få, som havde adgang til pergament,  men nu har trykte bøger og flyveblade spredt sig som en pest over hele Aftenlandet.

Smuglæser Dekameron og Moore

Magister Krabbe understreger, at børn skam skal både skrive og læse. Det er nødvendige kundskaber for en dygtig købmand, vekselerer, præst eller embedsmand, men det skal ske med mådehold og i rent erhvervsmæssigt henseende.

– Jeg læser skam selv, men jeg er uddannet og skolet i at sortere. Jeg kan skelne, hvad der sandt og godt fra  løgn og smuds. Så længe børn læser biblen, er alt i orden, men jeg har taget de små djævle i at læse lumre fortællinger af Chaucer, kætterske tanker af Luther og oprørske skrifter af Moore, fortæller han.

De er unge ubefæstede sjæle, slår han fast. De tager skade af fri læsning, og det er et gigantisk eksperiment med uoverskuelige konsekvenser, hvis der ikke sættes grænser.

Magtesløs magister

Allerhelst vil han begrænse børnenes læsetid, men han oplever i frustration, hvordan forældrene, forlanger børnenes fri adgang til bøger.

– Jeg er magtesløs. Forældrene betaler jo skolens drift, men det er udtryk for forældrenes magelighed. Det er lettere for dem ukritisk at parkere ungerne med en bog og udsætte dem for at læse kætteriske skrifter og vildfarne filosoffer end at tage ansvar for deres børns dannelse og opdragelse til autoritetstro borgere, siger han indebrændt.

Han opfordrer forældrene til at føre kontrol med, hvad deres børn læser. De skal sikre sig, at ungerne ikke gemmer underlødige skrifter under sovebriksen.

Illustration: The Elisha Whittelsey Collection.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Gutenberg truer børns trivsel: Bekymret magister vil begrænse bogforbrug"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*