Et arbejde med at forstærke diger og grave grøfter gennem oversvømmede marker har afsløret det, som arkæologer formoder er en ufo-landingsplads på Lolland.
– Vi synes det er rigtig spændende. Det er ikke hver dag, at man finder konstruktioner, som nok ikke stammer fra dette solsystem.
Sådan siger medudgravningsleder Karen Sørensen fra Museum Lolland-Falster, efter en horde af danske og internationale journalister dagen igennem har belejret en arkæologisk udgravning på det nordøstlige Lolland på Reernæs.
Da den lokale landmand Jens Reerik i sidste uge gik i gang med at grave grøfter gennem sine oversvømmede marker opdagede han nemlig pludselig det i jorden, som kan være en flyvende tallerken.
– Det er helt vildt. Nu er vi oppe på tre bekræftede, mindre flyvende tallerkner, og vi har mistanke om, at et fjerde, og muligvis væsentligt større rumskib gemmer sig under en skovtykning derhenne, siger hun og peger. Hun bekræfter, at der kan være tale om et egentligt moderskib.
Afslørede hul i loven
Ufo-landingspladsen ligger bag en voldformet struktur på halvøen, der over en bane på fem kilometer danner det, der kan være en enorm udenjordisk trafikcentral på øen.
Da pladsen blev fundet i sidste uge udløste det et stort spørgsmål om, hvem der havde ansvaret for udgravningen. Var det det lokale museum eller Statens Naturhistoriske Museum, hvori det gamle Geologisk Museum indgår?
Ufoerne er nemlig fundet i lagene under uforstyrrede moræneaflejringer fra den seneste istid. Det betyder, at udgravningen rent juridisk er ude af det område, der normalt tilfalder det lokale museum. Og selvom fundene er de ældste arkæologiske fund gjort i kongeriget nogensinde, så er de samtidig næppe hverken menneskeskabte eller naturlige.
Nu er har de to museer efter en beslutning fra Slots- og Kulturstyrelsen delt ansvaret for udgravningen imellem sig. Ledelsen deles ligeligt mellem to af museernes højtprofilerede og pressevante udgravere. Samtidig er en række specialister fra DTU Space, PET, Forsvaret og NASA flyttet med ind i museumsfolkenes skurvogne. Også en række unavngivne, udenlandske specialister med mørke solbriller i mørke jakkesæt er set på udgravningen.
– Det er utroligt, at jordlagene kan være mere end 11.000 år gamle, og at metal-tallerknerne stadig i dag ser ud til at være nybyggede og helt uberørte af tidens tand, siger Karen Sørensen.
Jordlagenes alder betyder, at pladsen tidsmæssigt er meget nær den kilometer-lange stenstruktur, der for nylig er fundet på bunden af Femern Bælt nær den tyske grænse præcist 40 kilometer mod syd. Samtidig passer tidsangivelserne sammen med række fortidige strukturer, der er beskrevet af fritidsarkæologen Graham Hancock i en opsigtsvækkende serie på Netflix.
Ny tidsalder
Med-udgravningsleder Bo Georg Kaspersen fra Statens Naturhistorisk Museum kalder fundet for det største i verden i de sidste mindst 30 år. Han sammenligner fundet med fundet af Iridium i fiskeleret på Stevns Klint.
– Det er helt enestående. Intet andet sted er der nogensinde fundet noget lignende. Vi må sandsynligvis tale om en helt særlig tidsperiode i historien – Den Antropocæne Tidsalder. I mangel af et bedre ord på dansk kalder vi det bare rumalderen, siger han og laver sjov med, at den åbenbart er mange tusind år ældre end hidtil antaget.
Han oplyser, at man har ansøgt Naturstyrelsen om tilladelse til at fælde fredskoven. Håbet er, at man under træernes rødder kan finde flere større, flyvende tallerken.
Fundets store internationale bevågenhed betyder, at det flokkes med VIP-besøg på stedet. Senest har Kong Frederik meddelt, at han vil komme på besøg på udgravningen næste torsdag.
Her ventes det, at han sammen med statsminister Mette Frederiksen, FNs generalsekretær António Guterres, den amerikanske præsident Joe Biden og Guldborgsunds borgmester Simon Hansen vil løbe en strækning på én mile langs volden om landingspladsen for at promovere ideen om intergalaktisk fred.
Illustration: Proudhon Blodhunger.
Be the first to comment on "Chokfund på Lolland: Finder enorm ufo-landingsplads"