Det bliver historisk: Mød Satyren på Folkemødet 4.45/5 (11)

Foto: Johan Wessman.© News Øresund .

Satyrscenen afholder vilde talks og debatter på årets Folkemøde. Landsknægte står parat til mæglende dialog med demonstranter.

Gider du ikke høre på selvglade politikere, gustne spindoktorer, selvsmagende meningsdannere og hykleriske lobbyister på årets Folkemøde. Så fortvivl ikke. Satyren byder på fede talks og debatter med enevældige magthavere, hofsnoge, agitatorer og hemmelige loger.

Det sker alle dage fra solopgang til solnedgang, og det udvikler sig helt sikkert til alt lige fra dueller over solide håndgemæng til voldsomme pøbeloptøjer. Satyrens eget vagtværn bestående af tyske landsknægte og romerske prætorianere står parat til  en mæglende dialog. Får nogen fat i en paneldeltager, er de klar til at gribe ind.

Med lidt held er der både sårede og døde efter hver event. Hvis ikke, så sørger Satyrens bøddel for, at der jævnligt sprøjter blod, hoveder sættes stager, og delinkventerne dingler slapt i galgerne. Ravnene skal nok blive mætte.

– Det bliver folkeligt, festligt og fornøjeligt, præcis som vi forstår ved en god politisk samtale og en åbenhjertig meningsudveksling, siger chefen for Satyrens delegation, Didrik Schlagheck og fortsætter:

– Profossen og landsknægtene lader ikke solen gå ned over en uløst uenighed. Det er sgu en langt mere ærlig form. Den indebærer ikke lange passivt aggressive kommentarer på sociale medier eller verbale svinere og tilfældige lussinger til politikere på gaden.

Svensk folkedrab i fokus

Programmet bugner af debatter, som sætter historien i et andet lys og bringer den på omgangshøjde med nutiden

Svend Gønge, Christian den 2. og Sveriges statsminister Ulf Kristersson taler om den etniske udrensning og folkedrabet, som fandt sted på den besatte østbred efter Karl-Gustavkrigene.

– Jeg forventer en dybtfølt og tårevædet undskyldning fra Sveriges statsminister, som jeg har lovet frit lejde og fredhellighed under Folkemødet, lyder det fra Didrik Schlagheck.

I en stort opsat event taler en åbenhjertig Henrik den 8. ud med sine seks hustruer. Han giver sin version af det, han betegner som historiens woke efterrationalisering.

Kvinder får plads

Generelt får kvinderne meget plads på Satyrscenen. Christian den 4. taler om nødvendigheden af hekseafbrændinger, hvilket havde reddet Børsen fra at gå op i røg.  Margrethe den 1. taler med Cecilie Frøkjær om, at mænd kan lære at respektere kvindelige ledere, mens  Leonora Christina taler med en hætteklædt justitsminister Alberti om deres erfaringer fra det danske fængselsvæsen og især Blåtårn, som er Danmarks Abu Ghraib.

Mød også neandertaleren GRONK i en debat om at overleve klimaforandringer. Mandagshistorikeren Jørgen taler om sin forskning i den skjulte jødisk, kommunistiske, arianske, homo, herætiske (forkortet af red.) elite i historien, og den kloge kone Maren Hansdatter dyster med Gallup i meningsmåling på varsler taget i kaffegrums.

Alt det og meget mere venter på Satyrscenen. Så hvæs leen, grib høtyven og tænd faklen. Mød op på Folkemødet og giv dit bidrag til den politiske debat. Rådne æg og kokasser kan købes ved indgangen.

Foto: News Øresund – Johan Wessman.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Det bliver historisk: Mød Satyren på Folkemødet"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*