Struensee roser regeringens tiltag mod TikTok

Foto: Ivan Radic, Flickr.

Lært af bitter erfaring roser den tysk-danske hoflæge  regeringen for at overveje tiltag mod TikTok.

– Det er en slange, som du bærer ved sit bryst, og som bogstaveligt talt bringer dig i livsfare. Det måtte jeg jo også selv sande.

Sådan siger tidligere hoflæge Johann Friedrich Struensee i en kommentar til den danske regerings overvejelser om tiltag rettet mod den kinesiske videotjeneste TikTok.

– Jeg gjorde det samme med trykkefriheden. Først gav jeg den fri i 1770. Men så gik det jo amok, og i 1771 genindførte jeg censuren med hele pivtøjet. Desværre kom det for sent, hvilket blev rigtig skadeligt for mit helbred, siger Struensee hæst, og holder sig til halsen.

Han ser over på sin gode ven Enevold Brandt, som han arbejdede tæt sammen med, men som desværre var nødt til at forlade sin stilling kort før Struensee selv.

Trykkefrihed skader

Brandt mener, at danskerne i 1770’erne og i 2020’erne har det til fælles, at de ikke kan håndtere fremskridtet.

Det er et udsagn, hans ven Struensee støtter.

– Trykkefriheden betød, at alle pludselig fik at vide, at mine private terapitimer med dronningen var meget moderne i deres tilsnit. Det var skadeligt for mit omdømme, siger Struensee, der dog på 252’ende år nægter at tage en DNA-test i forhold til at undersøge faderskabet til prinsesse Louise Augusta.

– Mit politiske reformarbejde tog skade af al den sladder, og andre holdt skadefro øje med mit arbejde. Det var alt andet end i oplysningstidens løsslupne ånd, og så måtte den frihed jo have øksen, siger han beklagende.

TikTok bør censureres

Han foreslår derfor Mette Frederiksen at lære af hans erfaringer.

– Jeg gennemførte krav om forhåndsgodkendelse af alt materiale, overvågning af alle medier og at bruge straffe som bøder, fængsel og gabestok, hvis regler og forordninger ikke blev overholdt. Det synes jeg, at hun skal genindføre nu med det samme, siger han. 

– Det vil være hovedløst ikke at gøre noget i den situation, som det danske samfund er i i dag. Det her var en meget effektiv lovgivning, der jo desværre kom for sent, fortsætter han.

Struensee laver et par halsløse jokes om, at den danske regering laver et skarpt indgreb overfor TikTok for at stoppe lignende tiltag fra de kinesiske myndigheder. 

Det er godt, at de endelig hugger i dybden, og kapper slangens hoved af, siger han med en hentydning til den kinesiske overvågning.

Foto: Ivan Radic, Flickr.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Struensee roser regeringens tiltag mod TikTok"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*