Helbredt af Messias. Blind mand vinder laurbær ved paralympiske lege 4.44/5 (16)

Foto: Pxhere.

En vinder af laurbær ved de paralympiske lege i Olympia anklages for mirakeldoping. Ifølge kilder drejer det sig om en blind judæisk tigger helbredt af en profet ved nav Messias.

– Det er udelukkende hård træning, stor styrke og et godt sigte, som gør, at han rammer skiven. At der så også er et forudgående ubetydeligt mirakel indblandet er sagen uvedkommende. De olympiske regler har ikke mirakler på forbudslisten.

Sådan lyder forklaringen fra det judæiske paralympiske team om vinderen af finalen i bueskydning for blinde ved de paralympiske lege år 783 ab Urbe Condita. De afholdes i disse dage i græske Olympia.

Allerede inden laurbærkransningen indløb protesterne og anklagerne om snyd.

– Hvordan kan en blind man ramme skiven med alle skud, hvis ikke der er snyd med i spillet? Normalt skyder blindskytterne som vinden blæser og i alle retninger. De rammer ved Jupiters lyn flere tilskuere end skiver, og kun en seende skyder så godt, sprutter leder af det romerske paralympiske hold Gaius Ludus.

Sammen med flere andre delegationer har han klaget til arrangørerne. De kræver, at den blinde mand fratages sine laurbær på grund af mirakeldoping.

Mudder i øjnene

Satyren har mødt den blinde judæiske laurbærvinder, som ikke ønsker sit navn frem. Han forklarer, at han indtil for nylig levede som blind tigger på gaden, men at han blev helbredt af en mand, som folk kalder  for Messias.

– Jeg sad og tiggede, men havde kun fået nogle få shekel. Så jeg rejste mig for at famle mig frem til et bedre sted, da jeg stødte ind en mand. Jeg undskyldte mange gange men hørte ham spytte på jorden, og et øjeblik efter smurte han mudder i øjnene på mig, fortæller den blinde, nu seende, mand.

Den blinde tigger blev vred over mandens handling.

 – Jeg har fundet mig i hån og overgreb på grund af min situation, men at smøre spytopblandet mudder i øjnene på mig er sgu for grusomt. Og den arrogante stodder sagde blot, at jeg skulle gå til en bestemt brønd og vaske mine øjne, siger den forhenværende blinde mand.

Det gjorde han, og ved et mirakel kunne han se.

Messias er holdets læge

Nyheden om helbredelsen af den blinde tigger spredte sig, og kort tid efter blev han kontaktet af Judæas olympiske komite. De havde et tilbud, han ikke kunne afslå.

Over for Satyren benægter Judæas chef de mission, at der fuppes og snydes. Han viser et papyrus, hvor manden står angivet i en folketælling som blindfødt tigger.

– Vi har selveste Pontius Pilatus’ ord for, at manden er født blind og derfor er berettiget til at deltage i de paralympiske lege.

Han bekræfter, at Messias er OL-holdets læge, men han nægter at kommentere Satyrens oplysninger om de mange lamme og andre blinde judæiske sportsfolk, som Messias har helbredt. De vinder alt og sætter Imperium Romanum rekorder på stribe.

Foto: Pxhere.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Helbredt af Messias. Blind mand vinder laurbær ved paralympiske lege"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*