Gud beklager: Præsident Trump skyldes alvorlig fejl i opdatering af verden 5/5 (1)

Foto: Leonardo Rizzi, Flickr.

En dum fejl i en systemopdatering af verden har bragt Donald Trump og klodens apokalyptiske techmoguler til magten. Gud arbejder på at rette fejlen, men risikerer at måtte starte helt forfra.

– Ved en fejl kom de systemansvarlige engle til at aktivere Dommedagsprotokollen under en rutinemæssig opdatering af verden, og der er opstået en bug. Det skal jeg være den første til at beklage, men kerubiske fejl sker desværre også i den guddommelige sfære.

Sådan lyder Guds beklagelse af de tekniske problemer, som har bragt verden ind i en unødvendig usikker og meget alvorlig tilstand. Den er årsagen til, at Donald Trump i dag tages i ed som USA’s 47. præsident.

– Det hænder, at en systemopdatering går galt. Sidst var i 1933 og 1914, og da var det ikke sket siden 1618, at verden gik af lave. Det synes jeg egentlig er en ret god statistik sammenlignet med den menneskelige verdens rekordlange liste af fusere, hvad angår IT-systemer, siger Gud og remser med en svedent smil op:

– Ejendomsvurderinger, Amanda, EFI, Rejsekortet, Polsag (forkortet af red).

Aktiverede Dommedagsprotokol

Gud forklarer, at verden måtte føres a jour. Det sker med regelmæssige mellemrum, og der var brug for at genoprette balancen.

– Jeg syntes, at neoliberalismen var gået for vidt. IT-boblen, og finanskrisen havde simpelthen for store konsekvenser. Sammen med new public management var det en meget alvorlig cocktail, som jeg måtte gribe ind overfor, siger Gud.

Dermed afslører Gud, at fejlen ikke er af nyere dato. Gået på klingen tilstår Gud, at de fatale defects har stået på et stykke tid.

Den Allerhøjeste forklarer, at systemenglene blev bedt om at installere en næstekærlighedspakke. Den skulle vække barmhjertighed og mindske menneskehedens grådighed. For at fremskynde processen tilsatte Gud lidt konstruktiv frygt ved at aktivere dele af Dommedagsprotokollen, men noget gik galt.

– Ærkeenglen Michael (Himlens systemansvarlige, red.) misforstod ordren. Han lod alle Dommedagsfiler i skyen overskrive af den skærpede Armageddon-pakke, som først må aktiveres på den yderste dag. Og så var Fanden løs i Laksegade, beklager Gud.

Det begyndte allerede i 2011 med det arabiske forår, Islamisk Stat og fortsatte med Putins besættelse af Krim i 2014. Det forværredes med David Bowies og Leonard Cohens forfremmelse til Evigheden i 2016.

Risikerer at boote verden

Med Donald Trumps valgsejr samme år, opdagede Gud at noget var helt galt og indså alvoren, men det viste sig meget vanskeligt at eliminere fejlene.

COVID 19 kom til og sammen med naturbrande, stormfloder og Putins invasion af Ukraine forskubbede det balancen voldsomt, og kun systemadministratorernes utrættelige indsats holder verden kørende.

Og nu frygter Gud, at Johannes’ Åbenbaring-filerne bliver aktiveret. Den falske profet har indtaget Det Hvide Hus og Apokalypsens fire tech-ryttere: Musk, Zuckerberg, Bezos og Ramaswamy sadler deres gangere.

– Situationen er alvorlig, og jeg vier al min tid til at rette fejlene og lave en patch. Kunstig intelligens hjælper til. Det skal nok lykkes. I må tro mig, lyder det fra Gud, som ikke  udelukker at trykke ”alt+ control + delete” og begynde forfra.

Foto: Leonardo Rizzi, Flickr.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Gud beklager: Præsident Trump skyldes alvorlig fejl i opdatering af verden"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*