Kennedy-dokumenter peger på dansk kongelig som drabsmand 4.71/5 (14)

Hidtil hemmeligholdte Kennedy-dokumenter, frigivet af præsident Trump, udpeger danske Prins Knud som hovedmistænkt.

– Et påfaldende sammenfald af fakta og indicier og en kæmpe afsløring om den danske Prins Knud.

Sådan siger den danske Kennedy-ekspert Jørgen Amslev, efter at nyligt frigivne Kennedy-dokumenter udpeger Kong Frederik den 9.’s bror, Arveprins Knud, som hovedmistænkt i verdens måske mest spektakulære drabssag.

CIA kortlagde en lang række europæeres rejsemønstre efter drabet på den amerikanske præsident John F. Kennedy i 1963. Her blev Arveprinsen placeret blandt de mest sandsynlige kandidater til at have begået drabet.

– Dokumenterne afslører, at Prins Knud efter grundlovsændringen i 1953 skiftede karriere. Han trak sig meget tilbage fra Søværnet og modtog i stedet specialtræning som efterretningsagent med dræberlicens. Hans cover som dansk prins var perfekt og gav ham adgang til magtens inderste cirkler, forklarer Jørgen Amslev.

Han tilføjer, at Arveprinsens ry for at være en smule enfoldig passede perfekt ind i historien, og han spillede en rolle i offentligheden som den måske ikke mest blankpudsede knap i gallauniformen.

– Titlen og den medfølgende VIP-status åbnede alle døre, og rygtet i offentligheden betød, at ingen var forsigtige. Derfor kunne han med en specialuddannelse som field operator dræbe med snart sagt alle tænkelige midler, når han fik det faste kodeord, der lød: ”en gang til for Prins Knud”, siger eksperten.

Rygterne vil vide, at Prins Knud kvalte en russisk agent med en Elefantorden, og han likviderede en bulgarsk diplomat alene ved hjælp af en punchbowle af krystal.

Var Prins Knud i Dallas?

Jørgen Amslev hæfter sig ved, at ingen kan gøre rede for Prinsens færden i dagene omkring drabet.

– Der var masser af tid til at rejse til Dallas og tilbage igen mellem de officielle arrangementer i kalenderen, siger Jørgen Amslev.

Samtidig havde den danske stat et motiv til at foranstalte drabet.

– Det handlede naturligvis om Danmarks atomvåbenpolitik og Grønland. Det var man også villig til at dræbe for dengang, siger han.

Også den private danske efterretningstjeneste ”Firmaet” skulle ifølge CIA have bidraget til aktionen.

– Firmaet var jo ellers CIA’s bedste danske ven. Og når de inddrages, så peger pilen jo tilbage på netop CIA selv. Det er muligvis årsagen til hemmeligholdelsen indtil nu, siger han.

Arveprins Knud døde ifølge Kongehuset en naturlig død i 1976.

Grev Ingolf tavs om faderen

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Kennedy-familien om dokumenterne.

Heller ikke Arveprinsens søn, Grev Ingolf af Rosenborg, som lige nu befinder sig i Florida nær Mar-a-Lago, ønsker at kommentere faderens dobbeltliv som dræberagent.

Til gengæld skriver Donald Trump på Truth Social, at han næste weekend skal drøfte Grønland og Kennedy-drabet med en dansk greve tæt på den danske kongefamilie.

Foto: Wikimedia.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Kennedy-dokumenter peger på dansk kongelig som drabsmand"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*